Billedkunstneren Edin
Numankadic valgte at blive i Sarajevo under
serbernes over tre år
lange belejring.
- Jeg bruger stadig
kunsten til at udtrykke mine fortvivlende erfaringer.
Både for at glemme og for
kunstnerisk at give nogle svar, som hverken
politikere, filosoffer
eller andre kunstnere kan give, siger han.
Af Henrik Broch-Lips
Edin Numankadic er
en af Bosnien/Herzegovinas få førende samtidskunstnere, hvis
kunst har fået plads i den bemærkelsesværdige
Ars Aevi samling. En
samling, der med sine 160
vægtige kunstværker, skabt
af næsten lige så mange højt anerkendte,
internationale kunstnere,
anses for at være den vigtigste mønstring af
samtidskunst øst for Wien.
Edin Numankadic valgte at
blive i det belejrede Sarajevo, hvor hans
eget køkkenbord med
nødrationer, gammelt brød og ekspressive
akvareller blev udstillet
i et sønderbombet galleri midt under serbernes
heftige beskydning.
På grund af borgerkrigen
måtte det dybt personlige værk ’Traces of
the War’ nøjes med at
blive vist som videodokumentation på Venedig
Biennalen i 1993. Det
indgik den gang i projektet ’Witnesses of existence’,
men køkkenbordet er siden
i sin oprindelige form blevet vist i
flere forskellige
sammenhænge.
- I nyhederne ser man
lidelse og smerte, men som vidne til en forfærdelig
krig og over tre års
belejring, opdager man paradoksalt, at
grusomheder også kan føre
noget godt med sig. Jeg lærte værdien af
et kilo brød og en liter
vand, og pludseligt begyndte jeg at nyde de helt
små ting i livet, som
f.eks. min egne kreativitet og muligheden for at
lave kunst, siger Edin
Numankadic.
Han sidder dybt nedsunken
i en gammel sofa midt i sit smukke atelier,
som han i sin tid fik
stillet til rådighed af de kommunistiske ledere
i Titos Jugoslavien, og
som han næsten hver dag vandrede ud til, selv
om han måtte tilbagelægge
otte livsfarlige kilometer ad Sniper Alley.
Omgivet af sine
tankevækkende kunstværker, der er spredt udover
gulvet, på væggene, på
bordene og i loftet, tvinger han nu sig selv til
at rive op i fortidens
gru.
Når man hverken har brød,
vand eller elektricitet, og når man ikke ved
om man vil være i live den
næste dag, hvad har man så tilbage? Man
har man måske overleve. På
den måde bliver poesi, kunst og spiritualitet
de vigtigste ting i en
krig, mener Edin Numankadic, der også
fremhæver abstrakt
optimisme og utopisk håb som meget vigtige, hvis
man skal overleve krigens
rædsler.
Den bosniske kunstner har
studeret litteratur, og er dybt inspireret af
verdenslitteraturen. Han
holdt sig i live ved at tænke på sætninger om
døden og livet som store
forfattere som f.eks. Kafka, Benjamin og Wittgenstein
har skrevet. Midt under
belejringen i 1993 formulerede Edin
Numankadic selv sætningen:
”Kunst er liv i Sarajevo, og liv er kunst i
Sarajevo”.
- For mig var liv og kunst
næsten det samme. Når man på nært hold oplever
død og destruktion, kommer
man til at se langt mere dybt end før.
Man får et kraftfuldt syn,
der gør, at man tydeligere kan gennemskue
den menneskelige natur og
eksistens.
Som eksempel nævner han,
at når han tilfældigt mødte en mand på
gaden, kunne han ofte i et
enkelt blik fornemme hele hans historie.
- Det var fantastisk at
opleve, hvordan ting med et krigsmærket syn
pludseligt blev til stærke
metaforer og symboler. Det er ikke for at romantisere,
men man kan ikke
forestille sig hvor meget smuk kærlighed
og solidaritet, der var i
familien og mellem naboerne under krigen. Vil
man tale om skønhed, er
man derfor nødt til at have tragiske erfaringer,
mener Edin Numankadic.
Han bruger stadig kunsten
som en form for mental helbredelse og
som medicin til at
udtrykke sine fortvivlende erfaringer. Både for at
glemme og for kunstnerisk
at give nogle svar på gruens vold, har han
siden krigen lavet
tusindvis af malerier på papir og hundredvis af surrealistiske
tableauer. Malerierne
kalder han for ’Inskriptioner’.
- Der er ikke én sandhed
om belejringen af Sarajevo. For nogle er Milosevic
skyld i alt det onde, men
for mig ligger sandheden spredt i små
detaljer som for eksempel
lugt, smag og farve. Mine inskriptioner er
derfor flertydige, som
gammel graffiti på nedslidte mure. De skal forblive
små hemmeligheder, siger
den 61-årige kunstner, der mener, at billedkunstnere
kan give nogle svar, som
hverken filosoffer, politikere eller
andre kunstnere kan diske
op med.
- Men det er meget
vigtigt, at have humoristisk sans og ironisk distance,
, når det handler om at
videregive dybt tragiske erfaringer, pointerer
Edin Numankadic.
FAKTABOKS:
Edin Numankadic (f. 1948)
er en af Bosniens vigtigste kunstnere,
og han er repræsenteret i
Ars Aevis’ Sarajevo Collection 1994-97
sammen med Nusret Pasic,
Mustafa Skopljak, Danica Dakic og
Christian Boltanski.
Edin Numankadic var er del
af projektet Wittnesses of Existence,
der blev vist Venedig
Biennalen i 1993. I dag er han pr-konsulent
for Ars Aevi og sidder
også i den fem mand store bestyrelse.
Til daglig er han leder af Det
Olympiske Museum i Sarajevo
